Søforklaringer

VISENS SKIBI

Visens Skib - en skør drøm som blev rå virkelighed

Drømmen opstod

Drømmen om Visens Skib opstod, fordi to viseamatører på sine sejlerferier oplevede den storefælles begejstring, når nogen hev en guitar frem - i grel modsætning til alles irritation over de heldigvis få sejlende turister, som tændte for musikanlægget i det fri.

Den levende musik og ikke mindst de danske sange og viser, som folk kunne forstå og oftest kendte og kunne synge med på, samlede altid flokke af såvel lokale som sommergæster om os i de havne, vi anløb.

Godbidderne, glassene og guitaren gik rundt, der blev grinet, snakket og klappet, og nærvær og fællesskab opstod i den kreds, som spontant opstod om fælles glæde ved den fortællende sang.

 

Konkrete tanker og

Niels og jeg fik efterhånden sat konkrete tanker og ord på den afstand, store professionelle arrangementer, fremmed sprog og stort halløj med effekter og blålys skaber mellem solisten publikum, og hvilken elendig erstatning alt dette hurlumhej er for substans, engagement samværet mellem den, der underholder og de, som oplever.

Niels begyndte at fable om at sejle rundt og lave et kulturpolistisk oprør mod alt det opgejjlede, kunstige, indholdstomme og oftest engelsksprogede, som væltede ud af højtalere hele tiden.

Kunne vi mon ligefrem planlægge for at gen-skabe disse øjeblikke af intens stemning og nærhed sammen med et puplikum?

Og kunne vi gøre det som fribyttere – uden at behøve at rode os ud i økonomiske udfor-dringer, som det ville være for uoverskueligt for to skøre amatører at håndtere?

 

De første aftaler til en uges sejlads

På et træf for viseantusiaster i 2000 blev de første aftaler indgået, der skulle virkeliggøre Niels Skoubys skøre drøm om at kombinere en viseturné med sommersejlads mellem havne i de indre danske farvande. Indtil da var

Visens Skib bare hans eget private luftkastel, som fik de fleste realister – og dem er der som bekendt flest af – til at grine og lufte deres skepsis.

Den realistiske mulighed for at virkeliggøre drømmen opstod, fordi Niels byttede sin lille lette trimaran ”Calypso Love” ud med en stor kølbåd med 5 dobbeltkahytter.

side 1

Dermed kunne vi sejle med mange ombord i længere perioder, og der var ikke flere undskyldinger for ikke at lette anker og komme afsted. Visenetværket bidrog - trods den udbredte og lattermilde skepsis - med største-delen af Visens Skibs første besætning.

 

Der blev lagt rute til en uges sejlads i Århusbugten, truffet aftaler med havnefoge-derne, og den lille skare entusiaster påmøn- strede ”Ellinor af Ebeltoft” en pragtfuld for- middag i juli. Det er jo altid skønt med en sejlerferie, men besætningen var virkelig spændt på, om der overhovedet ville være et publikum til vores koncerter på havnekajerne, når der ikke var et eneste kendt navn ombord, ikke noget reklamebudget og generelt absolut ingen medieinteresse for hverken viser eller små nystartede projekter indenfor amatør-kulturen. KODA havde til gengæld givet grønt lys for, at vi gerne måtte, og at projektet var for ubetydeligt og uinteressant til at udløse KODA-afgifter, så det behøvede ikke ligefrem at koste os noget. Primitive plakater var blevet rund-sendt til de 7 involverede havne, og båden var lastet med proviant, flydende ballast i rigelige mængder og vore skrøbelige forhåbninger.

Historien kunne være endt her

Måske var hele historien om Visens Skib endt efter første togt i 2000, hvis ikke det var blevet

en fantastisk tør og varm sommer.

Der var ikke mange, som havde hørt det mindste om Visens Skib dengang, men der var altid masser af mennesker udendørs, og hvem lister ikke nærmere på en solbeskinnet havn, når de kan høre lyden af levende musik.

Det lykkedes faktisk altid at samle et pænt stort publikum, og koncerterne var en ubetinget succes med al den stemning og intensitet, vi havde drømt om.

 

Vi benyttede os hæmningløst af dette og skældte offentligt medierne ud for at tage den danske sangglæde og sangskat fra danskerne,

sabotere de få, som skrev sangtekster på dansk og da især for at formidle et indholds-tomt engelsksproget effektmageri i stedet for. Tilhørerne klappede og råbte hørt! og hurra! og morede sig og sang med, og de lo mestendels med os og ikke af os, når vi ikke altid virkede så professionelle. Visens Skibs første turné blev således en uventet nem succes, men alligevel var det hele ikke større i 2000, end at vi magtede at blive hørt uden et PAanlæg, hvilket vi havde valgt fra for at bevare det umiddelbare og nærheden. Vi anduvede Ebeltoft efter endt togt i højt humør og fast besluttede på en gentagelse. Visens Skib var sat i søen for at blive.

Vokseværk

Vi fik hurtigt vokseværk, hvilket jo ikke altid er problem- eller smertefrit, men lærte af det undervejs. Allerede i 2004 var turnéen forlænget så meget, at vi måtte indføre et besætningsskifte midtvejs.

 

side 2

Vi blev også nødt til at stuve et lille PAanlæg ind i bådens brusebad, fordi en lokalavis skrev, at Visens Skib i Juelsminde havde skabt den mest fantastiske stemning, men samtidig beklagede, at halvdelen af de forventningfulde publikummer ikke havde kunnet høre de optrædende.

 

Presse- og reklameoffensiven inden turnéerne intensiveredes og blev sikkert også mere kvalificeret. Reklamematerialet blev flottere, der skulle trykkes og udsendes meget mere af det, og det blev efterhånden en udfordring at klare uden et økonomisk fundament.

Turnéens varighed øgede fortsat, der blev indført besætningsskifte to gange undervejs, og ikke mindst lokalavisernes interesse og publikummernes antal steg støt.

 

Visens Skib kom i flere udsendelser i forskellige Lokale TVstationer, vi fik rigelig medieomtale i lokalaviser med helsider og flotte fotos, blev lagt på Youtube og Visens Skib opnåede desuden i 2012 at blive fremhævet som en af Danmarks mest succesfulde amatørevents i E-bogen AMATØRKULTUR af Anders Hind, Peter Rafn Dahm og Susan Fazakerley.

 

 

 

Foto: optræden ved Snaptun 2013

At optræde med Visens Skib kræver virkelig hår i håndfladerne.

Vi har underholdt i forheksende sommeraftners silkebløde lys og varme, men også i isnende kulde, slagregn og mærsejls kuling og i nødstilfælde i ly af presenninger, fiskelugtende skarnkasser, carporte, og forkomne er vi blevet inviteret ind i trange overfyldte havnekiosker og –caféer, på rungende færgedæk, i værksteder, depoter og stemningsfulde gamle pakhuse.

 

 

Foto fra koncert i Lohals i 2008.

Aldrig er forholdene ens eller forudsigelige, men hver aften i den blå time tager besætningen med sang, spil og improviserede narrestreger kampen op med trafik- og havnestøj samt de blandede og påtrængende sanseindtryk fra f.eks. tømning af toilettanke, rablende havne-branderter og galpende tæppetissere - for ikke at tale om det STRÅLENDE danske sommervejr..

De eneste, som besætningen synes, er sejere end os selv, er vores fantastiske publikum, som blot trækker kraverne op om ørerne, slår paraplyerne op og nægter at gå hjem, så længe vi har en tone i livet.

 

Optrædebetingelserne fordrer i virkeligheden lige så meget personligt mod og improviseret gøgl af solisterne som sang og musik og bliver derfor et folkeligt og fornøjeligt møde mellem os og publikum, som for det meste ikke er særlig højtravende. Vores publikum er aldersmæssigt en blandet landhandel, og jo yngre et publikum er, jo mere indgår rytme og dynamik i deres musikalske univers som en selvfølge – eller ligefrem et must. De lidt jazzede/rytmiske melodier og de morsomme tekster tager flest kegler, og humor er altid den letteste genvej til opmærksomhed. Medierne har desværre lagt viserne på hylden som noget musealt og støvet, og Visens Skibs uforfærdede fribyttere har ofte kun få minutters chance for at lokke de således vildledte til sig og formidle et andet indtryk af indhold, liv og aktualitet.

side 3

Børnene er altid de nemmeste at nå – viser er fortælling og børn elsker fortælling og det at sidde med i kredsen og blive draget ind fællesskabet - men inde i voksne bor der heldigvis også et barn, som ikke vil dø - jf. Tove D. Nogle ser lidt ned på viser og sange med nemme omkvæd, hvor det er indlysende at klappe i takt, men sådanne viser er meget inkluderende. Publikum vil meget hellere være mere med end være passive tilskuere, og det er ikke de poetiske kvaliteter, de vender tilbage til, når Visens Skib igen lægger til, men stemningen og oplevelsen af at være med.

Vi har ingen illusioner om, at vi formidler stor kunst - det eneste ganske særlige, Visens Skib kan, er at skabe en meget stærk fælles oplevelse ud af ingenting i et helt uformelt og ikke kontrollerbart ingenmandsland på en åben og ubeskyttet kaj. Ved nærmere eftertanke er det måske heller ikke så lidt.

 

Visens Skib er ikke længere så ukompliceret, og økonomiske udfordringer og bindinger er fulgt med vores ekspansion og succes. Den første alvorlige økonomiske krise indhentede Visens Skib i turnéens efterspil i 2007, hvor KODA meddelte os, at vi skulle betale koncertafgifter – ikke bare fremover, men med tilbagevirkende kraft. Vi måtte konstatere, at projektet altså ikke længere var for ubetydeligt og uinteressant til at udløse KODAafgifter.

 

Selvfølgelig skal sangskrivere have betaling for, at deres sange anvendes, men vi følte os alligevel ramt uventet og bag fra. Niels har altid gratis stillet båd og PAanlæg til rådighed for Visens Skib, ingen blandt de skiftende besætninger har nogen sinde modtaget noget som helst for deres medvirken, og selvom projektet og successen er vokset hele tiden, havde vi stadig ingen indtægter. Vi måtte umiddelbart til lommerne og desuden hurtigt i gang med at søge fondsmidler, hvilket der kan gå meget tid med, som man sagtens kunne have brugt på langt mere underholdende aktiviteter.

 

Vi blev nu nødt til at formalisere tingene – ikke for vores egen skyld eller for projektets skyld, men blot for at få lov at agere uden for bade-værelsets beskyttende ekkorum.

For at projektet kunne modtage kulturstøtte/fondsmidler blev det således nødvendigt, at Visens Skib blev til en almennyttig forening med alt, hvad det medfører af regnskaber, administration og møder.

Vi satte os desuden nødtvungent ind i en masse fondes langhårede formålsparagraffer og skrev en frygtelig mængde ansøgninger om kulturstøtte.

Tuborgs Grønne Fond var de første til blæse

 

side 4

 

fornyet vind i vores sejl, men også DJBFA, DPA og sågar KODA selv har i de senere år bidraget til at holde skuden flydende. Det er fantastisk at opnå støtte, når støtte er en nødvendighed, men hvor ville det dog bare være meget nemmere, hvis det ikke var en nødvendighed. Hvis vi stadig kunne sejle som ubekymrede og uorganiserede fribyttere, der ikke blev afkrævet penge og derfor ikke behøvede at bede om penge. Det forekommer os stadig meget mere kompliceret, end det burde være, at få lov at synge en sang.

 

Det blev krisetider og i krisetider bliver det vanskeligere at opnå kulturstøtte, og samtidig strammede KODA grebet om alle foreninger for amatører, der hygger sig sammen med sang og musik, og også Visens Skibs KODAafgifter blev væsentligt forhøjet i 2013. Meget tydede derfor på, at turnéen i 2013 ville tømme skibskassen og blive Visens Skibs sidste.

Når Visens Skib alligevel tog på togt i 2014, er det fordi, vi fik tilbudt støtte fra en forening og flere private erhvervsdrivende samt fondsmidler. Da sponsorer uanset hvem - selvfølgelig vil eksponeres til gengæld, øgede dette dog samtidig vores arbejde med og udgifter til reklame og forsendelser, som i forvejen er blevet ganske omfattende i forhold til, at Visens Skib ikke er et job for nogen af os.

En usikker fremtid for kulturfremstødet er blevet et vilkår, som vi må leve med i fremtiden - ligesom uvisheden om, hvor store KODAafgifter vi kommer til at betale fremover.

Professionalisering er ikke Visens Skib's formål

Den opfindsomme læser vil spørge, hvorfor vi ikke professionaliserer Visens Skib og bliver en oplevelsesforretning med billetindtægter og ansatte til det kedelige administrationsarbejde osv., når vi nu oplever så stor succes.

Svaret er enkelt. Mens vi fortsat tror på Visens Skib som det morsomst tænkelige kultur-fremstød for dansk sangpoesi og en uover-

truffen ambassadør for fælles sangglæde, tror vi ikke på Visens Skib som et kommercielt foretagende.

Det ville desuden være direkte selvmodsigende og dermed meningsløst, og Visens Skibs formål er jo netop at insistere på, at der skal være en mening med og i det hele – også i sangteksterne og underholdningen. Man kan simpelthen ikke afspærre en del af en offentlig havn og opkræve entre og samtidig agitere for et kulturpolitisk synspunkt.

 

Det ville være utroværdigt.

 

Modsat - kan Visens Skib overhovedet fortsætte som en slags kulturpolitisk ridder af den bedrøvelige skikkelse i kamp mod medievindmøllerne på sine egne betingelser; med det helt unikke koncept intakt, der udsprang af en skør tursejlers drøm? - og hvor længe?

side 5

Det kan kun tiden vise, og vi håber, at det bliver muligt, selvom det hele desværre ikke længere er så ligetil og enkelt, som dengang en lille flok naive fribyttere sammen søsatte den skøre drøm om Visens Skib.

Hvordan er Visens Skib organiseret ?

Hver sommer med Visens Skib kan blive den sidste

 

Togtet med Visens Skib er i tidens løb blevet længere

og dyrere at gennemføre, og KODA opkræver fortsat afgifter, selv om Visens Skib stadig er et gratis kulturfremstød for dansksproget sangpoesi.

Niels Skouby har altid gratis stillet båd og PA-anlæg til rådighed for Visens Skib, ingen af de skiftende besætninger har nogen sinde modtaget noget for deres medvirken,

og selv om tilhørerskarerne er vokset hele tiden,

har vi stadig ingen indtægter.

 

Uden sponsorer havde Visens Skib sejlet sit sidste togt i 2013 og uden sponsorer kan vi ikke blive ved fremover.

Hvert år træffer vi aftaler med havnene forud for togtet uden at vide, hvordan landet ligger økonomisk, når vi skal afsted, og om vi kan betale for løjerne, når togtet er ovre.

Ring til Niels Skouby på 4134 3860, hvis du vil være med til at sponsorere sommerens sang, spil og narrestreger og hjælpe os med at slå et slag for vores fælles sangskat og samtidig glæde en masse mennesker.

Hvad er er Visens Skib ?

Visens Skib er både en frivillig forening

og det patenterede varemærke for et underholdende kulturfremstød i form af gratis visekoncerter af høj kvalitet, - og hvorfor skulle (kultur)politik ikke være underholdende?

 

Niels Skouby alias Kaptain Høiben, som ejer Ellinor af Ebeltoft alias Visens Skib,

har taget initiativ til den sejlende viseturné, som er det morsomst tænkelige og samtidig mest overbevisende kulturpolistiske fremstød for god dansksproget sangpoesi. Kaptain Høiben har en rigtig skrubbe til at feje op efter sig — den faste purser og kok ombord; Søfartsstyrelsen Leni Petersen.

Visens Skib reddes af private sponsorer

I 2013 opsagde KODA en fordelagtig særaftale med os om en særlig lav KODA afgift af Visens Skibs gratis havnekoncerter. Vi har aldrig haft indtægter af vores turnéer og tømte skibskassen totalt for at gennemføre togtet med Visens Skib i 2013.

 

Vi opnåede i 2014 en ny aftale med KODA, som ikke er helt så fordelagtig, men som dog betyder, at vi fortsat kunne klare at søsætte vores fantastiske kulturfremstød, hvis vi får hjælp fra gavmilde sponsorer.

 

Siden har vi søgt og fået fondsmidler fra Tuborgs Grønne Fond og støtte fra Danske Tursejlere, Solo-Gruppen, Skovejer Ole Brøndum m. fl., således at det meget livskraftige, livsbekræftende og populære kulturfremstød for dansksproget og folkelig sang har kunnet løbe af stabelen.

Det er rigtig ærgerligt, hvis Visens Skib ikke kunne fortsætte, for vores ubegribelige succes har ligesom for længst bevist, at vi har ramt plet, når det handler om, at minde danskerne om, at de ikke kan undvære deres egen danske sangskat - ny som gammel - til optræden og fælles sangglæde.

Det ville man aldrig opnå, hvis man agiterede for dansksproget sangpoesi fra afgrænsede spillesteders lukkede rum, hvor folk kun kommer, hvis de allerede er enige i ens koncept og metoder og derfor vil betale for billetten.

 

Vores målgruppe er og har hele tiden været alle de, som opdager hvor fedt det er at deltage i fællesskabet omkring viserne og sangene ved et tilfælde. At mange af dem vender tilbage og tager vennerne med, er en sidegevinst, og hvis man kun agiterer i sine egne kulturelle cirkler, når man simpelthen ikke langt nok ud med sine synspunkter. Det er derfor opløftende, at vi har fået en ny aftale med KODA, som har gjort det muligt at sætte skibet i søen igen i år, når vi nu faktisk forsøger - godt nok på en meget underholdende og anderledes måde - at bidrage til, at de sangskrivere, som endnu tør skrive på deres eget sprog, selv om adgangen til mediebevågenhed, succes og salg er meget lettere at opnå på engelsk, kan have et kundegrundlag fremover. For det er i hvert fald ikke noget, de professionelle medier og andre kultur-formidlere tager noget særligt ansvar for.

Visens Skibs sponsorer

2015