VISENS SKIB |
Turnéplan |
Hvorfor |
Hvorledes |
Hvordan organiserer vi |
Hvordan overlever vi |
Hvem er med |
Hvad skrev de |
Visens Skibs togt gennemføres i 2014 med 28 koncerter i større og mindre havne i de indre danske farvande. Siden vi i 2000 søsatte den første turné, er Visens Skibs årlige togt er blevet en stadig mere kendt tradition. Turnéen bidrager til at udbrede kendskabet til vores fælles nordiske sang- og visetradition med en serie af velbesøgte sommerkoncerter i mindre danske havne.
Besætningen sejler uanset vejret og underholder hver aften på en ny havn — og i løbet af de år, turnéen hidtil har sejlet, har vi kun været nødsaget til at aflyse 2 af de populære koncerter på grund af det strålende danske sommervejr.
Vi promoverer en musikgenre, som lider under et ulideligt mediesnobberi for engelsksprogede mainstream ligegyldigheder, og vi inviterer ikke bare folk som tilskuere, men som deltagere. Vi afstedkommer at kredsen sluttes, at vi synger og ler sammen og føler det store fællesskab, der ligger i en fælles kultur, fælles humor, fælles sprog og en fælles begrebsverden. Stemningen bliver som oftest så tyk af nærvær ved vores koncerter, at man kan skære stykker af den til at tage med hjem, og det er det folk gør, og det er derfor så mange kommer igen og igen.
Koncerterne vil typisk byde på solistunderholdning på højt niveau blandet med muntre syng-med-sange. De optrædende indgår hæmningsløst i svingende modspil og samspil med hinanden og publikum. Humor og god kontakt til tilhørerne er altid i højsædet. Repertoiret vil være meget blandet og er aldrig helt fastlagt på forhånd, men udvælges blandt vore bedste danske digtere som f.eks. Halfdan Rasmussen, Sigfred Pedersen, Benny Andersen, Anne Dorte Michelsen m.fl. og fra det svenske og norske kan man desuden risikere viser af f.eks. Evert Taube, Cornelis Vreejswijk og Alf Prøysen. |